JyskFitness.dk
Værd at vide om Crosstrainere
Crosstrainer
En Crosstrainer er
en nyere form for kredsløbsmaskine. Den er en blanding af et løbebånd, en
kondicykel og en stepper. Bevægelsen minder mest af alt om langrend på ski, men
i modsætning til langrend kører benene i en elliptisk bevægebane, derfor kaldes
den også for ellipticaltrainer. Den står stabilt på underlaget og er sikker at
træne på for de fleste. Den findes i forskellige udformninger, men det er ikke
det ydre der afgør kvaliteten, det er det bag plastikskjoldene der tæller.
Indstigning
Indstigningen på en
Crosstrainer kræver at man har en almindelig balance, da pedalerne kan bevæge
sig let frem og tilbage så snart man træder op. Man kan dog med det samme holde
fast i armgrebene. Minder måske lidt om indstigningen på et løbehjul, her skal
begge ben bare op på hver deres pedal.
Justering
De fleste Crosstrainere
har indstillelige pedaler der kan justeres vandret, men nogle modeller har
yderligere mulighed for at justere pedalarmene i højden. Dette bruges dog mest
i terapeutisk sammenhæng. De ergonomiske håndgreb gøre det let at skifte
håndstilling og man behøver derfor ikke justerbare greb. En Crosstrainer er
typisk udstyret med de bevægelige arme, samt et fast greb i midten. På den måde
kan man veksle mellem at have armene med i træningen eller kun fokusere på
benene.
Modstand
Man kan som
udgangspunkt regulere modstanden, enten manuelt eller via computeren. Typisk
starter modstandsniveauet med nogenlunde samme belastning på de billige lidt skrabede
modeller som på de mere kvalitetsstærke Crosstrainere. Forskellen mærkes dog
hurtigt idet den højeste modstand på en billig Crosstrainer er betydeligt
lavere end modstanden på en mere kostbar model. Dette kan skyldes flere ting.
Svinghjulet størrelse, og bremsesystemet. Jo større svinghjul desto mere
modtand kan man opnå. Som udgangspunkt bør en Crosstrainer have et svinghjul på
minimum 12 kg.
Bremsesystemet
Kan enten være;
manuelt styret magnetbremse, elektronisk styret magnetbremse eller elektromagnetisk
(induktion) styret modstand. Ved den manuelt styrede magnetbremse reguleres
modstanden via flere magnetfelter, der ved hjælp af et manuelt gearskift
fjernes fra hinanden eller føres tættere sammen. Ved den elektronisk styrede
magnetbremse benyttes samme princip, men her fjernes magneterne fra hinanden
eller føres tættere sammen via computeren typisk ved hjælp af et batteri eller
strømtilslutning. Dette gør at computerstyrede programmer automatisk kan
justere modstanden ved træning. Den induktionsstyrede modstand reguleres i
modsætning til de to andre via en strømspole hvor modstanden bliver hårdere
desto mere strøm der føres gennem spolen. Dette giver en hurtig og effektiv
regulering af modstanden via computeren og samtidig en meget præcis watt måling,
der giver mulighed for mange computerstyrede programmer med god modstand. En Crosstrainer
med induktionsbremse kaldes også en ergometer og bruges bl.a. til testcentre,
fysioterapi og lign, men er også en rigtig god hjemmetræner.
Computeren
Det er en god ide at
gøre op med sig selv hvor meget en computer skal kunne. Som udgangspunkt har
alle moderne Crosstrainere mulighed for at måle; tid, distance, total km,
hastighed, pedalomdrejninger, energiforbrug
(kcal) og pulsmåling. Men ofrer man lidt mere på en Crosstrainer får man
faste programmer hvor modstanden automatisk reguleres efter programvalg. Eller
man kan indtaste ønskede pulsområder, hvorefter programmet styres efter pulsen.
Dette betyder at man har en ”personlig” træner” til at ”piske” eller guide sig
under træningen.
Transport
De fleste Crosstrainere
har transporthjul monteret foran, så de let kan køres rundt i hjemmet..
Placering
Har man mulighed for
det, er det en god ide at placere Crosstraineren et centralt sted i hjemmet,
f.eks. i stuen foran fjernsynet, herved har man underholdning mens man træner.
Så kan man jo flytte den væk hvis der kommer gæster som man ikke vil dele den
med. Har man masser af plads er det sjovt at lave et lille motionsrum i
hjemmet. Det kan være det gamle børneværelse, garagen eller et kælderrum. Vælger
man et kælderrum skal man huske at tjekke højden til loftet før man investerer
i en Crosstrainer eller andre større maskiner. Problemet er ikke højden på
maskinen, men højden på pedalerne sammen med brugerens højde. Der er ikke meget
ved at komme hjem og opdage at man støder hovedet mod loftet hvis ikke man står
krumbøjet. Med et lille motionsrum i hjemmet kan hele familien træne samtidigt
og man kan lære børnene de sunde vaner. Husk et tv eller musikanlæg, ellers
bliver det kedeligt i længden.
Har du
spørgsmål vedrørende produktvalg eller
træning så send en mail eller kontakt os på tlf. 33313353 / 30283360. Vi har
åbent når du har fri.
Trine og Peter /
Fysioterapeuter